"Det handler om at have hjertet med"

2021-02-05

For Vejle Boldklub er det naturligt at tage et ansvar for det samfund, de er en del af. Det ligger i klubbens DNA at have hjertet med i alt, hvad de gør.

Vejle Boldklub har været en del af DGI Sportucation siden opstarten. Arbejdet med de unge er en mulighed for at vise hvilken forskel glæden ved sport, fællesskab og klubånd kan gøre for unge mennesker, der har fået en svær start på livet.

"Mange har en forestilling om, at en professionel fodboldklub kun handler om at vinde, udenlandske spillere og profit. Sagen er bare, at en klub er meget andet. En fodboldklub er kilde til glæde, oplevelser og sammenhold. Den rummer alle slags mennesker og skal selvfølgelig afspejle dens fans, fællesskabet og det helt særlige sammenhold, der findes omkring klubben," fortæller Helle Thychosen.

De unge i DGI Sportucation møder disciplinen, kravene og fællesskabet i klubben. Men de bliver også set som hele mennesker og oplever en følelse af at "være noget". Mødet med klubben og de professionelle fodboldspillere giver de unge adgang til rollemodeller, som kan inspirere og dele de gode succeshistorier, der i nogle tilfælde kan betyde en positiv forskel for de unge.

"Vi stiller krav til de unge om at indordne sig klubbens regler. Men vi tilbyder dem også et fristed, hvor vi accepterer og rummer dem. Gennem fodbolden kan vi give dem nogle sociale kompetencer, de kan tage med videre i deres tilværelse. Men faktisk giver projektet også vores professionelle spillere en forståelse af, hvilken klub de spiller for og at vi i VB tager et socialt ansvar. Det synes særligt de udenlandske spillere er en øjenåbner, for det er ofte ikke noget de er vandt til fra deres hjemklubber," fortæller Jacob Thychosen, projektleder for DGI Sportucation i Vejle Boldklub.

Siden stiftelsen i 1891 har det være vigtigt for klubben at være en positiv medspiller i Vejle Kommune. I og omkring klubben kommer mange mennesker, der opfatter klubben som deres familie. De indgår i klubben som frivillige eller påtager sig småjobs, der ikke findes andre steder på jobmarkedet, og bliver en del af et sammenhold, der i nogle tilfælde ender med at skabe en meningsfyldt tilværelse for ellers udsatte mennesker.

"Vejle Boldklub har en lang historie og vi hænger sammen med vores by, vores fans og alle, der kommer i klubben. Så for os er det helt naturligt at tage et socialt ansvar fx med DGI Sportucation. Det er simpelthen en del af VB's DNA at have hjertet med i alt, hvad vi gør," fortæller administrationschef Helle Thychosen.